At leve i et parforhold med en narcissistisk partner eller en partner med stærke narcissistiske træk er meget nedbrydende og opslidende. I min klinik ser jeg mange kvinder, der lever i eller har levet i den slags relationer. De beskriver de samme mønstre, de samme følelsesmæssige konsekvenser og den samme fortvivlelse og forvirring.
Som du kan læse her om 8 af de typiske tegn på narcissisme hos en partner, taler vi her om narcissistiske træk. Der kan ikke stilles en diagnose ud fra en beskrivelse som denne. Men du kan måske genkende træk og mønstre fra dit eget parforhold, som kan give mistanke om, at din partner har sådanne træk i sin personlighed.
Mit ønske er at bibringe dig viden om disse mønstre, som kan hjælpe dig med at tage vare på dig selv, hvis du befinder dig i et parforhold af denne type.

 

narcissism

 

Honey Moon-fasen

I den indledende periode af jeres forhold, vil du typisk opleve at blive idealiseret og udsat for det, vi kalder “love bombing”. Din nye kærlighed vil vise sig fra sin bedste side og vil fremhæve dine bedste sider. Du er den mest fantastiske, smukke, kloge, interessant kvinde, han nogensinde har mødt. Måske idealiserer han dig mere inddirekte ved at sammenligne dig med tidligere kærester, som han taler nedgørende om. “Endelig møder jeg en kvinde, der er i øjenhøjde med mig. En, der forstår mig. Ikke som min eks-kone, hun var ikke særlig intelligent. Nej, du er tydeligvis klogere og også mere empatisk og varm end hun var”.
Nogle narcissister bruger ikke kun ord, men også gaver, blomster, spændende oplevelser, restaurantbesøg osv.
Det kan føles berusende at blive gjort kur til på den måde og med den intensitet. Du kan tænke, at det I har sammen er den mest passionerede og intense kærlighed, du nogensinde har oplevet. Da du samtidig bliver ophøjet af ham, kan dit selvværd få et boost.
Det er denne fase af jeres forhold, du senere vil referere tilbage til som den rigtige udgave af ham og jer.

 

Virkeligheden begynder at sætte ind

Idealiseringen kan ikke opretholdes uendeligt. Nogle narcissister kan gøre det i nogle måneder, andre kun helt kortvarigt. På et tidspunkt vil noget, du siger eller gør, udløse en anden reaktion fra ham. Hvis du har andre behov end ham, hvis du sætter grænser eller afviser nogle af hans behov. Hvis du kritiserer ham. I de tilfælde vil han begynde at vise en helt anden side af sig selv.
Da narcissisten puster sig op, for at undgå at mærke de underliggende følelser af værdiløshed, vil kritik og afvisning føles som en trussel. Han vil da typisk ty til at devaluere dig eller blive vred og prøve at manipulere dig til at skifte mening, sige undskyld, tage ansvaret for skænderiet, få dårlig samvittighed eller på anden måde få det til at se ud som om, det er dig der er forkert på den.
Når du er i et forhold til en narcissistisk partner er det vigtigt at forstå, at han ikke er i et forhold med dig. Han har ingen interesse i dig som selvstændigt individ. Ingen interesse i, hvad der er godt for dig, hvad der gør dig glad, hvem du er separat fra ham. Han er kun interesseret i hvad han kan få ud af dig. Det en narcissist søger i relationen, er beundring, opmærksomhed, bekræftelse.
Du vil begynde at opleve store udsving i hans adfærd. Nogle gange vil han opføre sig lidt som i begyndelsen af jeres forhold. Andre gange eksploderer han i raseri over småting, som forvirrer dig. Han har følt sig krænket og går til angreb. Kun ved at få dig til at føle dig lille, kan han holde følelserne af værdiløshed på afstand.
De små kig ind bag den narcissistiske maske kan vise dig det sande billede af ham. Du har bare svært ved at tro på, at han virkelig er sådan.

 

narcissistic-mask

 

Du begynder at tvivle på dig selv

Efterhånden som du har været i relationen et stykke tid, vil du opleve at begynde at tvivle på din egen virkelighedsopfattelse. Han giver altid andre skylden for egen dårlig adfærd og får dig til at stille spørgsmålstegn ved, om det mon ikke også er din skyld. Måske var du for streng, krævende, tog ikke nok hensyn til hans behov, blev for optaget af egne behov?
De store udsving vil føles som at gå på æggeskaller. Du kan aldrig føle dig sikker på, hvordan stemningen er i dag. Er det en af de rolige dage, eller vil han lige om lidt igen lade sit raseri vælte ned over dig?
Hans forsøg på at få dig til at tro, at årsagen til hans urimelige adfærd er, at du opfører dig forkert, kalder vi “gaslighting”. Gaslighting vil sige, at personen i stedet for at tage ansvar for egen adfærd, manipulerer den anden part til at begynde at tvivle på sin egen virkelighedsopfattelse. “Måske har jeg taget fejl. Måske overreagerer jeg. Måske misforstår jeg situationen. Måske er det i virkeligheden mig, der er urimelig???”.

Kognitiv dissonans

Han vil gerne opretholde et billede af sig selv som den ideelle partner, den perfekte mand. Han raseri og anden urimelig adfærd vil han helst fremstille som undtagelser. Det er ikke hans sande jeg.
Du vil også helst tro, at det må være en fejl, fordi han er stresset, har sovet dårligt, er blevet fyret, eller bliver behandlet urimeligt af hans familie/chef/kolleger/venner/eks-kone.
Denne opsplitning i to helt uforenelige indre billeder af ham, kalder vi kognitiv dissonans. Du kan ikke få de to billeder til at hænge sammen i et helt, sammenhængende billede af ham. Det er som om han er to helt forskellige personer. Du benægter, omskriver, bagatelliserer, undskylder på hans vegne. Du holder op med at fortælle om jeres konflikter og hans selvcentrerede opførsel til dine veninder og familie. De vil enten have svært ved at tro på det, fordi han overfor dem kan opretholde en charmerende og upåfaldende facade. Eller de vil blive rystede og opfordre dig til at sige fra eller forlade ham. Det kan føles skamfuldt at være i en relation til en person, der behandler dig på denne måde og det kan yderligere få dig til at skjule, hvad der virkelig foregår imellem jer.

Veje ud

Nogle kvinder lever i den slags forhold i mange år, andre i kortere tid.
Det kan være svært at forlade ham pga. den kognitive dissonans. Benægtelsen af, hvordan han i virkeligheden behandler dig, forhindrer dig i at komme ud af den usunde relation.
Når du kommer til det punkt, hvor du ikke kan mere. Du vil ikke mere. Måske har I børn sammen og du vil ikke udsætte dem for det mere. Så vil det typisk blive mødt med modstand af din partner. Ingen bryder sig om at blive forladt af en partner. Men for en person med stærke narcissistiske træk, er det mere alvorligt. Du er hans forsyningskilde. Du er med til at holde ham oppe og væk fra utilstrækkelighedsfølelserne. Han er som en ballon, der hele tiden er i fare for at falde sammen og har brug for at blive pustet op af andre. Det sker gennem andres beundring eller blot opmærksomhed. Hvis du går, er det kritisk for ham. Med mindre han har en anden stående stand by.
Hans protest mod at blive forladt kan vise sig i talrige manipulative strategier. Fra at spille på din medfølelse og omsorg ved at fremstille sig selv som en stakkel, der har brug for dig. Over at overhælde dig med komplimenter og spille den gode udgave af sig selv igen, så du bliver i tvivl om din beslutning. Til at ty til trusler. Trusler vedr. økonomi, boligsituation, samværsordning med evt. børn osv.
Hvis I har børn sammen, er det nødvendigt at opretholde et vist niveau af kommunikation naturligvis. Men hvis ikke I har børn sammen, er den bedste strategi helt at afbryde forbindelsen, undlade at svare på mails og sms’er, undlade at besvare hans opkald osv. At “go no contact” helt og aldeles.

 

Når din partner vælger at gå

I nogle situationer vil partneren med de narcissistiske træk selv vælge at gå. Det kan ske, hvis han møder en kvinde, som er bedre til at forsyne ham med det, han har brug for, end du er. Du er for kritisk, uvillig, egoistisk og krænkende for ham. Den nye kvinde kigger forelsket på ham og spejler ham i sin beundring. Hun er altså bedre til at puste hans ballon op. Igen handler det ikke om hende som et selvstændigt individ, men udelukkende om den nytteværdi hun har for ham.

 

Efterreaktioner

Når du er kommet ud af et forhold med en narcissistisk partner, kan du opleve dig ganske fortumlet og desorienteret.
Den kognitive dissonans kan vare ved et stykke tid. Han har måske ikke sluppet dig helt og bliver ved med at manipulere dig og skabe tumult følelsesmæssigt.
Du har måske ikke indset, hvilken type mand, du har været involveret med. Måske tror du stadig, at det virkelig var kærlighed fra hans side.
Måske har du tilpasset dig, bøjet af, undskyldt, taget ansvar for hans adfærd og på mange andre måder forladt dig selv så ofte igennem lang tid, at du ikke længere kan mærke dig selv og dit selvværd kan være i bund.
Måske har du isoleret dig og står ret alene og skal i gang med at genopbygge et socialt netværk.
Det kan være en forvirrende tid.
Mange oplever, at det kan hjælpe at tale med en psykolog i en periode, for at komme ud på den anden side af forholdet, finde tilbage til sig selv igen og også prøve at forstå, hvordan de overhovedet havnede i den type forhold.
Du er velkommen til at kontakte mig, uanset om du befinder dig midt i en sådan relation eller har været i en og slås med efterreaktionerne.