Psykolog Frb. | Senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen

Senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen

Senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen

Ikke en diagnose:

Senfølger efter SOB (seksuelle overgreb i barndommen) er ikke en diagnose. Ligeledes er det ikke alle, der har været udsat for seksuelle overgreb, der udvikler senfølger.
Da overgrebene ofte rammer børn, der vokser op i dysfunktionelle familier, vil der sammen med senfølgerne ofte optræde andre psykiske vanskeligheder, som stammer fra en svær opvækst. Derfor ses en høj grad af ko-morbiditet. Dvs. at personen med senfølger ofte også døjer med andre vanskeligheder ud over de specifikke senfølger.
Det kan være vigtigt at prøve at udskille de vanskeligheder, der især ses efter seksuelle overgreb fra de vanskeligheder, der synes at hænge sammen med en ”dårlig opvækst”. Det kan være svært at gøre, da der er overlap og det er svært at skille helt præcist fra hinanden.
Men jeg har forsøgt at skelne ved at dele op i specifikke og uspecifikke senfølger. Du kan læse om de uspecifikke senfølger her. Der er desuden nogle mere kønsspecifikke senfølger, som jeg kort vil komme ind på.

 

Specifikke senfølger:

Helt overordnet ser vi 2 hovedkategorier af specifikke senfølger: 1: PTSD, Kompleks PTSD og dissociation og 2: relationelle senfølger.

 

1: PTSD, Kompleks PTSD og dissociation.

PTSD:

Posttraumatisk belastningsreaktion (læs mere her), hvor erindringerne om overgrebene invaderer bevidstheden uden at man har inviteret dem. Enten i form af indre billeder eller film eller i form af mareridt. Det kan opleves som om overgrebene sker igen her og nu. Erindringerne kan dukke op, når man er i kontakt med bestemte lyde, lugte eller andet, der minder én om overgrebene eller krænkeren.
Samtidig kan man føle sig på vagt og have svært ved at føle sig i sikkerhed. Man farer måske let sammen eller kan have svært ved at sove.
Der vil endelig være tendens til at forsøge at undgå at tænke på overgrebene og til at undgå at være i bestemte situationer, som minder en om overgrebene.

Kompleks PTSD:

Denne nye diagnose er på vej i vores europæiske diagnosesystem ICD. ICD-11 har længe været på vej. Måske udkommer den i 2019. Men allerede nu ved vi nogenlunde, hvordan diagnosen kommer til at se ud. Kompleks PTSD indebærer, at personen opfylder kriterierne for almindelig PTSD og derudover har problemer indenfor 3 områder:
Problemer med følelsesregulering, negativt selvværd samt forstyrrede relationer. (Læs mere om kompleks PTSD her).

Dissociation:

Ofte ses sammen med PTSD det, man kalder dissociation. I den nye Kompleks PTSD-diagnose er dissociation medtaget som et af symptomerne på problemer med følelsesregulering.
Dissociation er et fænomen, der tit ses hos mennesker, der har været udsat for traumer. Det kan opleves på forskellig vis. Ofte vil personen bevidsthedsmæssigt forsvinde lidt væk fra der, hvor vedkommende befinder sig. Det kan ske midt i en samtale, hvor man pludseligt opdager, at man har været væk mentalt og er gået glip af en del af det, den anden har sagt. Eller det kan ske, når man kører i bus, hvor man kommer til at køre for langt, fordi man mentalt har været væk og ikke har lagt mærke til, at bussen var nået til ens stoppested.
Men dissociation kan også vise sig ved oplevelser af, at man selv eller omverdenen virker underlig. Nogle oplever, at dele af kroppen synes større/mindre eller virker fremmed (nogle kan have svært ved at genkende sig selv i spejlet). Ofte ved mennesker, der har tendens til at dissociere ikke, hvad der sker med dem. Det kan være forbundet med angst og skam.
Derfor er det vigtigt at understrege, at dissociation ikke er tegn begyndende sindssyge.
Dissociation synes at have en vigtig, beskyttende funktion i forbindelse med alvorlige traumer.
Når vi mennesker oplever noget, der er følelsesmæssigt overvældende og som vi ikke kan undslippe eller bekæmpe, vil mange af os opleve at dissociere. For at fortynde indvirkningen af den traumatiske hændelse, vil vi forsvinde lidt eller helt væk bevidsthedsmæssigt, så vi ikke mærker det fulde omfang af situationen.
Tendensen til at dissociere kan fortsætte mange år efter, at traumerne fandt sted. Det sker oftest i de situationer, hvor personen kommer i kontakt med noget, der minder om traumerne. Det er som om hjernen ikke har opdaget, at faren er drevet over og kommer til at forveksle erindringer om traumet med selve traumet.

 

2: Relationelle senfølger:

Seksuelle overgreb giver ofte problemer med at fungere i relationer til andre mennesker. Man kan også betragte de relationelle senfølger som en del af den Komplekse PTSD.
Der kan være problemer med grænser, seksuelle problemer og problemer med tilknytning, nærhed og tillid. Endelig ses næsten altid stærke skam- og evt. skyldfølelser, som også vanskeliggør det at kunne fungere i nære relationer.

Problemer med grænser:

Mange, der har været udsat for overgreb, har svært ved at mærke egne grænser og ligeledes andres grænser.
Fordi overgreb indebærer, at krænkeren bevidst overhører barnets signaler, lærer barnet at overhøre egne og i nogle tilfælde også andres signaler.
Ofte vil personen med senfølger forsøge at undgå at tænke på og mærke alt det, der har med overgrebene at gøre. Dvs. en stor del af dem selv prøver de at holde på afstand. Det gør det ekstra svært at mærke grænser. Når man ikke er i kontakt med sig selv følelsesmæssigt, kan man heller ikke mærke, hvor ens grænser går. Dermed får man dem lettere overskredet.
Samtidig tænker mange, der har været udsat for overgreb, at de ikke fortjener, at der bliver taget hensyn til deres grænser, så selv hvis de kan mærke deres grænser, får de ikke meldt dem ud til andre mennesker.
En anden type grænseproblemer kan vise sig ved, at personen misforstår andres adfærd og tolker den som grænseoverskridende eller krænkende, selvom det ikke er tilfældet. I de tilfælde vil personen selv kunne opføre sig krænkende overfor den anden person, ofte uden selv at vide det.

Seksuelle problemer:

Mange med senfølger efter seksuelle overgreb oplever problemer med seksualitet. Det kan være svært overhovedet at få etableret en velfungerende voksenseksualitet.
Det kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Mangel på lyst, angst for samleje, ubehag ved/skam over egen krop, flashbacks eller dissociation under sex m.m.
Der ses også ofte perioder med såkaldt hyperseksualitet og risikoadfærd. Desuden ses risiko for såkaldt polyviktimisering: mennesker, der har været udsat for overgreb i barndommen har dobbelt så stor risiko senere at blive udsat for voldtægt eller andre overgreb eller overfald. Det kan skyldes problemer med at mærke og markere grænser i relationer. At det er svært at passe på sig selv. Det kan skyldes såkaldt ”gentagelsestvang”. Læs mere her om typiske seksuelle problemer efter overgreb.

Skam og skyld:

Noget af det mest smertefulde og som jeg ser hos stort set alle med senfølger, er følelser af skam og evt. skyld. Der kan være tanker om, at man ikke sagde nok fra eller gjorde nok modstand. Eller tanker om, at man jo selv frivilligt gik til krænkeren. Eller at man fik mødt nogle af sine behov hos krænkeren, f.eks. følelsesmæssige behov. Eller man kan komme i tanker om, at der også var nydelse forbundet med nogle af de ting, der foregik under overgrebene.
Mine klienter er ofte rædselsslagne ved tanken om, hvad andre mon vil tænke om dem, hvis de fik kendskab til overgrebene. De er bange for, at andre vil sige, at det var deres egen skyld. De er også bange for, at andre ikke vil tro på dem. For mange har oplevet, at omgivelserne ikke troede på dem eller ikke tog det alvorligt, hvis de har prøvet at sige noget om det, da de var yngre.
Det er noget af det, der kan gøre det rigtig svært at opsøge og indgå i behandling. Derfor går der ofte mange år, før folk opsøger behandling og det er trist. For det er muligt at gøre noget ved senfølgerne.
Det er vigtigt for mig, at du ved, at hvis du overvejer at søge behandling hos mig for senfølger efter seksuelle overgreb, kan du føle dig sikker på, at jeg ikke tænker, at du selv var ude om det. Det er aldrig barnets skyld.
Skam- og skyldfølelserne hænger nært sammen med overgrebenes natur og det, vi kalder “grooming”. Det kan du læse om (her).

 

Kønsspecifikke vanskeligheder:

Kvinder:

For kvinder er det at være gravid, skulle føde og/eller amme særligt sårbart, når kvinden som barn eller ung har været udsat for seksuelle overgreb. Det bliver ekstra svært at lukke af fra at mærke nogle af de dele af kroppen, som erindringerne om overgreb især knytter sig til. Dermed kommer der ofte flere erindringer op og dermed mere angst, skam og væmmelse.
Amning kan være vanskeligt, fordi det kan føles nydelsesfuldt og kvinden kan blive bange for, om det mon kan forstås som noget seksuelt. Ofte ser man, at kvinden bliver bange for selv at lave overgreb på sit barn. Det kan gøre det svært at skulle vaske og skifte barnet f.eks.
Men det at være bange for at lave overgreb er almindeligt og ikke udtryk for, at man er pædofil. Nærmest tvært imod. Hvis ikke tankerne er lystfyldte, men udelukkende præget af frygt og væmmelse, kan de ses som udtryk for, at kvinden for alt i verden ønsker at undgå at hendes barn skal udsættes for noget, der ligner de overgreb, hun selv har været udsat for.

Mænd:

For mænd er det, at have været udsat for seksuelle overgreb i barndommen forbundet med særlig meget skam. De kan føle deres maskuline identitet truet. Mange får tanker om, at andre vil tænke at de er mindre maskuline pga. overgrebene. Nogle bliver forvirret over deres seksuelle orientering. Er de mon homoseksuelle, fordi de er blevet misbrugt af en mand? Især fordi der ofte optræder kropslig nydelse mens overgrebene finder sted. Eller vil andre mon tænke, at de er homoseksuelle? Det er den slags tanker, der især plager mænd, der har været udsat for overgreb i barndommen.
Det kan være vigtigt at forstå, at de fleste pædofile og andre krænkere ikke er særlig optaget af barnets køn. De tænder på en barnekrop. Barnet bliver ikke udsat for overgreb, fordi det har et bestemt køn, men fordi det er et barn.
Det er endnu sværere for mænd at opsøge behandling for deres senfølger og de går ofte alene med dem i mange år eller igennem hele livet.