• Grooming trin 3. Når krænkeren har udset sig et eller flere børn og har etableret kontakt og iscenesat sig selv overfor barnet og dets omgivelser som harmløs eller ligefrem som hjælpsom, begynder han at uddybe kontakten til barnet.
  • Han prøver at spille en rolle i barnets liv, at komme tættere på det. Det sker ved, at han begynder at opfylde nogle af barnets naturlige behov. Behov for opmærksomhed, at blive lyttet til, set, mødt følelsesmæssigt. Eller andre behov, som krænkeren ser, at barnet ikke får dækket af sine forældre. Krænkeren kan manipulere barnet til at tro, at han er den eneste, der rigtigt kan forstå barnet og evt. at barnet er den eneste, der kan forstå ham. At de har noget særligt sammen. Han introducerer et ”vi” i sin beskrivelse af relationen til barnet. Det har til formål at få barnet til at tro, at de er fælles om det, han har tænkt sig at udsætte det for.
  • Men det er et kunstigt “vi”. Det er en manipulation. Der eksisterer ikke et ligeværdigt forhold mellem dem. Han er voksen og barnet er….ja, et barn. For nogle krænkere fungerer “vi’et” måske som en dulmen af evt. dårlige samvittighed. Men for mange er det en måde at få barnet til at overtage en del af ansvaret for hans gerninger.
  • På disse måder fungerer hans grooming som en yderligere uddybning af den ramme, der gør det nemmere for ham at begå overgreb. Når barnet via dette trin begynder at tænke i “vi”, er der større sandsynlighed for, at barnet også vil godtage hans senere forklaringer om, hvordan overgrebene er noget, som barnet selv ønsker.

 

Læs om de øvrige trin i grooming her.