Hvad er forhøjet alarmberedskab?
Når man har været udsat for et traume, kan man bagefter opleve, at ens nervesystem ikke helt kan falde til ro. Man er i forhøjet alarmberedskab, også kaldet forhøjet arousal eller hyperarousal. For de fleste går det over igen. Men nogle udvikler PTSD (posttraumtisk stress syndrom) og et af symptomerne er netop et konstant forhøjet alarmberedskab. (Læs om PTSD her).
Det svarer til, når en brandmand er på vagt på brandstationen. Selvom han ind i imellem brandslukninger sidder og slapper af eller spiser aftensmad f.eks. så er han hele tiden parat til at springe i uniformen og tage afsted for at slukke endnu en brand.
På samme måde er en hjerne hos en traumatiseret person hele tiden ekstra årvågen, ekstra opmærksom på, om der skulle ske noget farligt. Det har selvfølgelig til formål at sikre mod at det skulle ske igen.
Problemet opstår, hvis alarmberedskabet stadig er forhøjet længe efter, at faren er overstået. Det er da som om hjernen ikke har opdaget, at faren er drevet over.
Hvordan viser et forhøjet alarmberedskab sig?
Et forhøjet alarmberedskab kan vise sig ved:
- at man har svært ved at falde til ro og slappe af
- man er på vagt
- man skanner omgivelserne for fare
- man bliver let forskrækket
- man farer let sammen ved pludselige lyde osv.
- man har svært ved at falde i søvn
- man bliver lettere irriteret og vred
Hvad gør man ved det?
Et forhøjet alarmberedskab er et symptom på PTSD. Hvis du har PTSD, er det vigtigt at søge specialiseret behandling for det.
Der er især 2 metoder, der indtil videre har dokumenteret effekt: Prolonged Exposure (som jeg tilbyder i min klinik) samt EMDR.
(Læs her om Prolonged Exposure).
Der er også strategier, du kan bruge, for selv at dæmpe dit alarmberedskab. Jeg er i gang med at skrive en lille vejledning i håndtering af PTSD-symptomer. I denne vil du få ideer til strategier, der kan dæmpe dit alarmberedskab. Vejledningen vil kunne bestilles her på min hjemmeside, når den er klar.