Har du også en kritisk stemme? Fortæller den dig, at du er dum, pinlig, grim? Mange mennesker er dagligt generet af den kritiske stemme, der taler grimt til dem, kommenterer negativt på det, de gør, det de siger og det de føler og tænker. Det skal ikke forstås sådan, at de hører stemmer eller hallucinerer. Men at en indre “stemme” oversvømmer dem med kritik.
De fleste er ikke klar over, at der er en sådan stemme i deres liv. Det føles som om, at det den siger er virkeligt. At de virkelig ér dumme, grimme, uduelige osv. Først når nogen retter deres opmærksomhed på stemmen, bliver de klar over, at deres følelser af usikkerhed, utilstrækkelighed, skam, skyld, mindreværd osv. muligvis har en anden årsag, end at de er født uduelige. Måske har de bare fået det at vide så mange gange i løbet af så mange år, at de er blevet overbevist om det, indoktrineret til at tro på det.
Den kritiske stemme kan antage mange former og have forskellige yndlingsudtryk og -kommentarer. Måske er den særligt optaget af at kritisere dit udseende. Måske kritiserer den din måde at være på i sociale situationer. Eller måske fortæller den dig, at du ikke er noget værd, ikke værd at elske.
På trods af forskellene i det præcise indhold, er det forbløffende i hvor høj grad de klienter, jeg har talt med igennem årene, beskriver deres kritiske stemme ens. Uanset om klienten er en pige på 14 år eller en voksen mand i et højt betalt job. Ens for dem alle er også, at de går alene med det. De taler ikke med deres nærmeste om, hvordan de plages af den kritiske stemme og ingen finder derfor ud af, at de ikke er alene om at opleve dette. At mange andre i samfundet oplever stort set det samme.
Det ser ud til, at det ikke er ens i alle samfund. F.eks. blev Tibetanerne, da de først begyndte at bosætte sig i den vestlige del af verden, meget overraskede over at høre, at der fandtes mennesker, der ikke kunne lide sig selv, ja ligefrem led af selvhad. Det havde de aldrig hørt om før. Om der er andre steder end Tibet hvor selvhad er ukendt, ved jeg ikke. Men hvis man kigger på vores samfund, ikke kun i Danmark, men generelt i den vestlige verden, får man øje på mulige årsager til den epidemi af selvhad og selvusikkerhed, der synes at finde sted.
Der er i det morderne samfund stor fokus på individet. Det er centrum for sin egen verden. Det er selv ansvarligt for sit liv og sin egen lykke. Dermed er det også selv skyld i, hvis livet ikke går som det kunne ønske.
Individets vanskeligheder ses ikke i sammenhæng med den eller de kontekster, som det indgår i. Menneskers vanskeligheder individualiseres.
Det ser ud til, at denne tendens indarbejdes i det vestlige menneske fra det er barn. Det lærer ikke at se sin utryghed, usikkerhed, tristhed, vrede osv. som havende en sammenhæng med det, som det møder i omgivelserne. I stedet tager mennesket skylden på sig selv i form af selvbebrejdelser og selvkritik i de situationer, hvor det ikke lever op til dets forestillinger om, hvad omverdenen forventer af det.
Omgivelserne går altså fri for ansvar. Det gælder helt fra skolekammerater, forældre og søskende til arbejdsgivere, kolleger, sagsbehandlere og politikere. Det ser ud som om, at alle niveauer i samfundet opererer efter samme tendens til at individualisere i stedet for at se på sammenhænge og større strukturer som årsager til de problemer, mennesker oplever. Ja, selv problemer må man snart ikke kalde noget. Nu hedder det udfordringer og det forstås implicit, at det er individet, der skal tage udfordringerne op.
Der findes flere veje til at få gjort noget ved den kritiske stemme. Der kan arbejdes med den via narrativ terapi og via medfølelsesfokuseret terapi. Begge kan være hjælpsomme.
Hvis du gå i terapi hos mig, vil vi sammen finde frem til, hvad der fungerer bedst for dig. Hvordan vi når frem til, at du ser hvor stemmen kommer fra, hvad den er inspireret af, hvilken funktion den har og så prøver vi at skabe et mere medfølende, støttende og venligt modspil eller alternativ til den.